Fremmed

Skal hedre de omkomne: et av minnesmerkene for 22. juli-terroren skal ligge i nærheten av Utøya.
Foto: NRK P3
I anledning toårsmarkeringen for angrepet på Regjeringskvartalet og Utøya lar Utrop en av våre nasjonalskalder få ordet. Originalteksten er fra 1892, men innholdet er kanskje like relevant den dag i dag.
0Shares
Latest posts by Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) (see all)

Selve Stridsæmnet gider jeg ikke engang nævne, det er for uvæsentlig; her er alene et enkelt Udtryk, som jeg vil tage frem, det er Ordet “Fremmed”; Herman Bang er en “Fremmed” blandt os.

Jeg føler mig skamfuld, hvergang en Landsmand bruger det paa denne Maade. “Du er en Fremmed; hvad vil du her?” Jeg kjender mig hver Gang drevet til at sige: “Du er en Fremmed, vær velkommen!”

Saa mangen en Gang, naar Børstenbinder Jeppesen fra Danmark skammedes ud, fordi han var en “Fremmed” (hvad som syntes endnu værre, end at han var “Børstenbinder”!), har jeg følt mig drevet til at tale. Jeppesen har sat sit Liv ind paa den Gjerning, som syntes ham den største af alle og blandt os ubetinget var den mest forhadte, den at lære Arbejderne at tænke selv og at holde sammen.

Herfor fortjener han alles Agtelse. Og hvad vi end mener om hans Maade, og hvor meget vi kan have imod meget han har gjort, det Dygtige i det, Begyndelsens Stortag, det kunde ingen anden end en Fremmed tage, og derfor skylder vi ham Tak.

Hvad var Norge uden de Fremmede? I Haandværk, Industri, Teknik, Handelsskab, Kunst, sociale og politiske Opgaver? Enten maa vi ud iblandt dem, eller de maa hid til os.

At skjælde ærlige Folk ud for “Fremmed”, deri er slet Arv fra den Tid, de forskjellige Stammer hadede hverandre; derfra er Arven gaat videre ind i Bygdesneverheden, og derfra videre ind i den slettere Patriotisme. Der er Grisemoral i den: en vil være alene i Trauget. Vi maa rydde den ud. Vi maa takke til, naar nogen vil gjøre Tilbud fra fremmed Aandsliv og Kunskab. Derimod er der én Side ved det, som vi samtidig maa passe paa ikke faar for stor Indflydelse.

Saa bra det var, at Jeppesen vakte vore Arbejdere til Selvtænkning og lærte dem at slutte sig sammen, – – det er dog neppe heldigt, at en dansk Mand er blevet den ledende Socialist i Norge. Dansk Aand og
Karakter er ikke norsk! De er saa forskjellige som Vilkaarene, der fødte dem. Socialismen i Norge vilde have artet sig anderledes og havt en helt anden Magt under norsk Ledelse. – –

Saa vækkende og velgjørende det kan være at høre en fremmed myndig Tale i Filosofi, i Litteratur, i Kunst, i sociale Spørsmaal, [. . .] i Længden, altsaa fremover til at vinde ledende Stilling, vilde det blive
til Beste for os.

Alt, som sees paa, skifter, eftersom man selv staar til. Dette gjælder foran de udvortes Ting som foran de indvortes. At lære, hvad andres Øjne har sét, er ofte frigjørende. I Længden at se gjennem andres Øjne, bliver til Tab for os.

Havde H. H. i al Stilfærdighed sagt noget saadant overfor Herman Bangs Forsøg paa at rejse en ny Kunstinstitution iblandt os, saa havde vi alle givet ham Ret.

Men dette Sprog, denne Uretfærdighed og Bagvaskelse, . . . fra alle Kanter mødte os nu det samme. Om de var nervøse, ophedede Grandhotellister, Varietister, Pjolterdillere og Nattesusinger allesammen, saa kunde det ikke være værre.